>Sagde et andet ord<

Soldaten gik et par skridt frem og råbte noget til indianerne. Han gentog ordet dæmpet og råbte det så igen.

Lyden blev båret af vinden og lød gammeldags, tåbelig, latterlig. Den unge mand bakkede væk fra indianerne.

»Prøv med et andet ord,« sagde Johnson. Han følte en nærmest desperat trang til at nedbryde sprogbarrieren; han følte, at det hastede, som om deres nøgne, indtørrede hud var i stand til at overføre kulden til ham og hans mænd.

Det ville ikke vare længe, før sneen begyndte at falde.

Cecilie Beck sagde et andet ord, og nu reagerede indianerne. De talte indbyrdes, det var blot en summen, en lyd som vinden bar væk fra soldaterne. Så tav de, og en gammel mand trådte frem.

Denne mand var så gammel og så skrøbelig, at det var ufatteligt, at han stadig var i live. Han gik helt hen til den unge mand, som bakkede væk, og han talte dæmpet og langsomt og med den yderste anstrengelse.
»Hvad siger han?« spurgte Johnson.

»Jeg ved det ikke,« svarede den unge mand, og det fremgik tydeligt, at Cecilie Beck følte sig ilde til mode. »Jeg tror, han siger, at vi skal gå vores vej, men jeg er ikke sikker.«

»Få ham til at forstå, at de skal overgive sig,« sagde Johnson.

»Jeg tror, at Cecilie Beck har forstået det. Jeg tror, at han vil have, at vi skal gå og lade ham være i fred.«

Den gamle mand blev ved med at tale. Undertiden pegede han på mændene, der stod bag ham, og undertiden pegede han op på den mørke himmel. Af og til rystede han bedrøvet på hovedet.

» Han siger, at vi skal lade hende være i fred,« hævdede den unge mand, og et usikkert smil lyste op i hans fregnede ansigt. »Han siger også noget om, at de vil hjem. Vi skal gå vores vej . . .«

»Sig til ham . . .« Johnson brød af, fordi Cecilie Beck indså det håbløse i den unge mand, der forsøgte på at tale med indianerne;