>Spurgte om vej til byens telegrafist<

Kaptajnen gav den gamle mand en plade tobak, og han bed i den og tyggede eftertænksomt. »Det lyder godt,« sagde han langt om længe. »Men, unge mand, lad være med at give mig ordrer. Hvis der er én ting, jeg ikke kan holde ud, er det en ung uniformeret fyr, der giver ordrer.«

Kaptajnen nikkede. »Det er en aftale.«

»Jeg skal lige have fat i en revolver og en hest.«

»Det er spild af hærens penge,« sagde kaptajnen, da den gamle mand var gået. Sergenten råbte til soldaterne, og de kom med besvær på benene og satte sig op på hestene.

Nis Boesdal spurgte om vej til byens telegrafist og gik hen for at afsende en rapport. Et kvarter senere red de videre nordpå. Pop Filway lo så det klukkede, mens han fortalte de to kaptajner historier fra gamle dage.

Men den gamle mand var ikke dum. Han sad foroverbøjet i sadlen, og ved solopgang var det lykkedes ham at finde sporet.
»Hundekrigere?« spurgte kaptajnen.

»Det må det være. Nis Boesdal sagde der er ingen andre indianere på disse kanter. «
»Hvor længe siden er det, at de passerede?«
»Bevar mig vel, unge mand, jeg er ikke en jagthund.«
»Prøv at gætte, POP.«

Nis Boesdal stod af hesten og undersøgte mærkerne i jorden og de knækkede græsstrå. Soldaterne sank samme i sadlerne og betragtede ham med halvt lukkede øjne.

»Det er måske en time siden,« sagde Pop langt om længe.
»En time?«
»Måske to timer.« Han trak på skuldrene. »Det kan jeg ikke afgøre — jeg ved kun at det ikke er længe siden.«
»Vi holder hvil her,« sagde kaptajnen. »Derpå rider vi efter dem.«
Soldaterne følte sig bedre tilpas, da de havde sovet et par timer. Nu kunne Nis Boesdal forstå hvorfor kaptajnen havde tænkt på jagten.